Lindknud Aftenhøjskole

Her er programmet for Lindknud Aftenhøjskole for sæsonen 2012 – 2013. De enkelte arrangementer kan også findes i kalender under den aktuelle dato. Alle foredrag foregår på Bøgevang, Favrskovvej 8,  Lindknud. Mødetidspunkt alle torsdage kl. 19.30. Alle er velkommen. Husk kaffe og kage.

Hvis du vil have møderækken på opslagstavlen, så kan du her hente en udgave som kan printes: Program for Lindknud Aftenhøjskole sæsonen 2012

D.01.11.12  H.J. Larsen :  “Christian X- en konges vej til popularitet”. Da Chr. X trådte til i 1912, havde han høje tanker om sin egen rolle som regent. Tanker som stødte imod den demokratiske tradition, som var blevet opbygget efter Systemskiftet i 1901 og som voldte ham og politikerne mange problemer.

D. 08.11.12 Henning Sørensen: alias -Skraldemanden- som han kalder sig selv. Han har været skraldemand i 31 år og været med i lokalpolitik, menighedsråd og afholdsforening. Han har også været med i DRs- Ved dagens begyndelse- og vil fortælle om sit lange og farverige liv.

D. 15.11.12 C. C. Christiansen: Han har lavet 15 naturfilm og har stor interesse og øje for naturen. Den sidste film “Langs vadehav og marsk” har der været stor søgning til. Han har med filmkameraet bl.a. fanget en havørn, der får en stor flok gæs til at lette. Storslåede landskaber, sæler i vandkant og meget mere.

D 22.11.12 Thomas Bruun: TB vil tale om præst og sportsjournalist Sørine Gotfredsen ud fra hendes nye bog: “Den åndløse dansker”. Den provokerende titel har vagt og vækker debat om væsentlige områder i den moderne udvikling. Hun siger sin mening lige ud om bl.a. mediernes magt, dyrkelse af sportsstjerner og de andre “stjerner”.
I bogen er der også et kapitel om den egoistiske børnefamilie og angsten for det svage menneske. 

D. 29.11.12 Erik Sommer: Titlen på foredraget er: “Den, der synger er aldrig alene”. Sange og deres historier krydret med fortællinger og anekdoter og andet vigtigt. ES er født i 1948 og konservatorieuddannet musikpædagog. Han har været ansat ved flere forskellige højskoler gennem årene og har endvidere en omfattende komponistvirksomhed bag sig.

D. 10.01.13 Jette Dahl: JD har været præst i folkekirken gennem mange år. I 2011 blev hun ansat som stiftspræst for åndeligt søgende i Ribe Stift. Hun kalder foredraget: “At være pilgrim fra vugge til grav- og på Hærvejen”. Her inviterer hun os med på både ydre og indre vandring i vores liv. Hun har været med til at indvie Hærvejen til pilgrimsvandringer. De syv pilgrimsord er nøgleord, som hun inddrager: -langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, frihed, stilhed, spiritualitet, og fællesskab. I samarbejde med Lindknud og Hovborg Menighedsråd.

D. 17.01.13 Carsten Sheel:  CS er viceskoleinspektør og bor i Brørup. Han vil med sine gode fortælleevner og billeder fra en længerevarende tur til Israel, guide os gennem det på alle måder spændende land, med både egne oplevelser, nutidigt og historisk stof.

D. 24.01.13 Neel Holm: NH er en levende fortæller, som tryllebinder børn og voksne. Hun er skuespiller og nyuddannet lærer og har mange års erfaring fra teaterverdenen, balladeseminarer og fortællefestivaller. Titlen på foredraget er: “I Evald Tang Kristensen fodspor, levende fortælling fra før i tiden”. ETK var folkemindesamler, især på den jyske hede.

D. 31.01.13 Erik A Nielsen: Født i 1941, litteratur historiker og gift med Margrethe Auken. Emnet “Bibelen som billedbog”- tager sit udspring i, at man før i tiden sagde, at bibelen var skrevet af helligånden. Det kan nok skurre i et moderne øre, men folk der i gennem århundrede havde skrevet til bibelen, havde den dybeste respekt for helligteksten. På den måde er der opstået en række betagende billeder, der hænger sammen fra skabelsesberetningen til Johannes-åbenbaringen i Det Ny Testamente. I samarbejde med Lindknud og Hovborg Menighedsråd.

D. 07.02.13 Radmilla Lukic-Bardak : Radmilla og hendes familie er bosniske flygtninge. De bor nu i Kibæk. Hun fortæller om sit liv og opvækst i Lijesec i Bosnien på et lille husmandssted og de spændinger, der opstod efter Jugoslaviens fald og om flugt fra krigen. Hun har skrevet bogen “Over broer”.
 

Alle foredrag foregår på Bøgevang, Favrskovvej 8,  Lindknud.
Mødetidspunkt alle torsdage kl. 19.30.
Alle er velkommen. Husk kaffe og kage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *